Artikler

DN i stadig kraftigere propaganda mod landbruget

DN har travlt med at profilere sig selv og få milliarder af kroner op af lommerne på danskerne, inden befolkningen og politikerne opdager, at landbrugets dyrkningsflade er uden skyld i sløjfede drikkevandsboringer.

Formanden for Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse FFBG, Ulrik Lunden, er ikke overrasket over Danmarks Naturfredningsforenings stort opsatte kampagne for dyrkning af såkaldte grundvandsparker. Danmarks Naturfredningsforening (DN) har bl.a. skrevet et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen og alle folketingets partier, hvor DN ønsker at udvide BnBO med flere hundrede tusinde hektar landbrugsjord bl.a. skal BnBO også omfatte områder ved markvandingsboringer. Landmændene kan med fuld ret kræve fuld erstatning for den mistede dyrkningsret samt stalde, produktionsanlæg og mistet fremtidig indtjening efter samme model som det nu lukkede minkerhverv. En udgift for kommuner og vandforbrugerne der kan løbe op i flere hundrede milliarder kroner og titusindvis af tabte arbejdspladser. Desværre uden nogen garanti for renere grundvand.

”Vi er ikke overraskede i FFBG. DN trækker deres gammelkendte kort og spiller på frygt og følelser og har naturligvis travlt med at udnytte visse gruppers uvidenhed. Men vi haler kraftigt ind dag for dag. FFBG dokumenterede allerede ved årets begyndelse, at landbrugets dyrkningsflade er uden skyld i sløjfning af drikkevandsboringer,og vi har over året intensiveret vores folkeoplysning. Det begynder så småt at slå rod i befolkningen, at det ikke er dyrkningsfladen i landbruget, der fører til sløjfning af drikkevandsboringer”.

Propaganda fra Dansk Naturfredningsforening
”Jo mere oplyst befolkningen bliver, desto stærkere propagandering fra DN’s side. Vi ser en klar sammenhæng, at når befolkningen bliver klogere på sandheden om grundvandet, så skruer DN op for kampagneretorikken imod landbruget og dyrkningsfladen. Det er vel egentlig forudsigeligt. DN´s propagandakrig mod det vidensbaserede landbrug føres på mange fronter bl.a. ved direkte kommunikation med politikere, embedsmænd og andre nøglepersoner i kommuner og stat. DN driver en kæmpemæssig kapitalkrævende virksomhed med over 100 ansatte, kommunikationseksperter, kampagnechefer, lobbyister, fundraisere, ekstern telemarketing og partnersponsorater fra f.eks. COOP. Det er formentlig derfor der skal sælges overskrifter, profileres og tjenes penge. Hver dag. Det er givetvis også årsagen til den forstærkede kampagne i disse dage mod landbrugets dyrkningsflade”, siger formand Ulrik Lunden der fortsætter: “Propaganda kendes på, at den italesættende konklusion man ønsker at drage på følelser rettet mod en bestemt befolkningsgruppe – i dette tilfælde ikke-økologiske landmænd – ikke stemmer med den faktaanalyse, man bygger den på. Der er simpelthen ingen sammenhæng mellem DN’s analyse og konklusioner. Dog skal DN have ros for nu også at sætte fokus på bl.a. haveejeres brug af gift”.

Dyrkningsfladen er uskyldig i forhold til drikkevandet
Fagchef, agronom Bente Andersen i FFBG henviser supplerende til, at DN er citeret i Ekstra Bladet d. 12.08.21: “-Det er langt fra kun rester af sprøjtemidler, der i dag er forbudte, som findes i målingerne. Der findes også i stigende grad giftstoffer, som stadig – og i mange tilfælde i stigende grad – bruges af både landbruget, industrien, kommunerne og private borgere, og som vil forurene vores grundvand i mange årtier endnu.”
Fagchefen argumenterer: ”DN afslører her, at de godt selv ved, at en beskyldning rettet mod landbrugets dyrkningsflade for udfordringerne i drikkevand er forkert. Derfor nøjes DN med de afdæmpede upræcise vendinger ”ikke kun” og “bruges både af landbruget..” og andre “landbruget er ikke alene..” og meget mere.
”På trods af denne viden om, at det netop ikke vil gøre grundvandet rent for stoffer, er det alligevel udelukkende indgreb mod landbrugets dyrkningsflade DN går efter med et milliard dyrt forslag om grundvandsparker, opfordring til økologisk produktion mm. Helt enkelt angår alle forslag af grundvandsparker, hvor moderne klimavenligt, vidensbaseret landbrug afskaffes.”

Økologisk landbrug belaster vandmiljø og klima mere
Formand Ulrik Lunden supplerer: ”Mens verden fokuserer på klimatiltag og at producere mad til stadig flere mennesker på Jorden – og dermed mindre økologi og mere vidensbaseret landbrugsdrift, forsøger DN igen og igen at få skabt sin egen dagsorden om at bekæmpe det professionelle, vidensbaserede landbrug. Til skade for både klimaet og grundvandet da det fjerner fokus fra de reelle årsager til problemerne”.

Fagchef Bente Andersen fortsætter: ”Økologisk produktion fører til højere udvaskning af kvælstof og dermed til højere udledning af kvælstof til de marine miljøer.  Det gør det især fordi økologi ikke har de samme regler for jordbearbejdning som det vidensbaserede landbrug. Jordbearbejdningen er meget mere intensiv al andet lige på økologiske bedrifter. Ligeså fordi de i deres sædskifter har meget mere bælgsæd og masser af organisk gødning. Det er derfor selvmodsigende at reglerne tillader kommunerne at kræve økologisk drift på arealer, hvor formålet er at begrænse risikoen for nitrat, når det er dokumenteret at udvaskningen alt andet lige er større fra økologisk landbrug sammenlignet med konventionelt landbrug”

Denne forskel bliver yderligere forstærket af, at økologer ikke har de samme restriktive regler i forhold til, hvornår der må ske jordbearbejdning i efteråret forud for såning af vårsæd, som det konventionelle landbrug. Der er ikke krav til om målrettede efterafgrøder på økologiske bedrifter og kravene til udnyttelse af husdyrgødning er lavere på økologiske bedrifter – også selvom gyllen kommer fra konventionelle landbrug.

Det er derfor selvmodsigende, at man vil reducere det vidensbaserede, konventionelle landbrug til fordel for økologi når:

  • Økologer må anvende pesticider og såkaldte basisstoffer, der er godkendt som fødevarer. 52 forskellige pesticider – som DN konsekvent kalder gift – er godkendt til økologisk produktion. Kilde: Økologivejledningen 2020 og Middeldatabasen.
    Økologisk landbrug medfører øget udledning af kvælstof til miljøet.
  • Økologisk landbrug belaster klimaet mere pr produceret kg fødevare. Kilde: Kammeradvokatens svarskrift til FFBG.
  • I forhold til evt. pesticidrester i grundvandet under dyrkningspladen er der ingen forskel på konventionelt og økologisk landbrug.

Desværre forsøger DN, at skabe et falsk billede af, at økologi er bedre for grundvandet og miljøet. I forhold til klimaet er det faktisk modsat. Og jo mere økologisk landbrug i verden – jo mindre plads til vild natur og jo flere mennesker vil sulte.
I stedet for at kompensere landmænd for retten til at dyrke markerne på BnBO med biologisk nedbrydelige plantebeskyttelsesmidler godkendt af Miljøstyrelsen kunne politikerne i stedet anvende milliarderne på at rydde op i de tusindvis af lossepladser, giftgrunde, punktforureninger, brandøvelsespladser og nedgravede giftrester fra 50´erne, 60´erne og 70´erne som FFBG dokumenterer er skyld i samtlige 97 sløjfninger af drikkevandsboringer i de seneste 20 år.

15.08.21 – Yderligere information ved fmd. Ulriik Lunden tel. 30 65 04 21 mail lunden@store.bouet.dk eller fagchef Bente Andersen tel. 40 22 96 11 mail bea@ffbg.dk

Åbent brev til finansminister Nicolai Wammen

Danmarks Naturfredningsforenings (DN) lancerer sammen med Danva en stor kampagne for dyrkning af såkaldte grundvandsparker. De ønsker at udvide Boringsnære Områder (BnBO) med flere hundredtusinde hektar landbrugsjord der skal omlægges til økologisk landbrug eller natur.

Landmændene har selvfølgelig krav på erstatning efter samme model som det nu lukkede minkerhverv for den mistede dyrkningsret samt for stalde, siloer mv. der ikke længere kan bruges som følge af, at dyrkningsretten helt eller delvis er fjernet fra ens ejendom sammen med mistet fremtidig indtjening. En udgift for vandforbrugerne der vil løbe op i flere hundrede milliarder kroner og titusindvis af tabte arbejdspladser og ikke blot 7-10 mia. kr., som DN & Danva har beregnet.

Måske er der en skjult dagsorden fra de kræfter i samfundet som ønsker Danmarks svineproduktion lukket? En produktion der ikke kan omlægges til økologi. Det samme gælder dyrkning af specialafgrøder som kartofler til mel og ikke mindst græsfrø, hvor Danmark er verdens største producent.

Samtidig er vi nødt til at gøre opmærksom på, at det er selvmodsigende, når DN og Danva vil reducere det vidensbaserede, konventionelle landbrug til fordel for økologi når:

  • Økologer må anvende pesticider og såkaldte basisstoffer I alt 52 forskellige pesticider – af DN konsekvent kaldet gift – er godkendt til økologisk produktion. Kilde: Økologivejledningen 2020 og Middeldatabasen.
  • Økologisk landbrug medfører øget udledning af kvælstof til miljøet fordi 1. Økologer ikke har de samme restriktive regler i forhold til, hvornår der må ske jordbearbejdning om efteråret. 2. Der er ikke krav til om målrettede efterafgrøder. 3. Økologer har sædskifter med megen bælgsæd og masser af organisk gødning.
  • Økologisk landbrug belaster klimaet mere per kg fødevare. Kilde: Kammeradvokaten.
  • Økologisk jordbrug er afhængigt af gødning fra husdyr. Forslaget fra DN vil lukke en betydelig del af den danske husdyrproduktion og dermed forstærke manglen på gødning til økologiske planter. Ydermere foreslår DN plantebaseret kost, hvilket kun vil øge manglen på husdyrgødning.

DN skal have ros for deres forslag om forbud mod uuddannede haveejeres unødige brug af gift, men hvorfor ikke også mod brug af kunstgødning, gasbrænding af vilde planter og slåning af græsplæner?

Er ordsprog lyder: Det man ikke kan se, har man ikke ondt af. Måske er det derfor, at de kemiske stoffer under jordoverfladen og som forurener grundvandet ikke fylder meget i debatten og i politik? Landmanden der kører på marken med sin sprøjte er et utrolig stærkt og sejlivet symbol. Også selv om landbruget kun anvender 3 promille af de kemiske stoffer der forbruges i Danmark om året. Tilmed skal alle pesticider gennem verdens strengeste godkendelsesproces, de skal være biologisk nedbrudt, inden de forlader rodzonen og må kun bruges af faguddannede personer med certifikat og statskontrolleret udstyr.

Man kan jo ikke bare gå efter noget, der er under af tre promille af de kemiske stoffer i vores samfund, og så bilde danskerne ind, at de får sikring af rent drikkevand. Det er simpelthen et falsum. At det går ud over landmænd, det er en ting, men det her kommer til at gå ud over hele samfundet.

I stedet for at fratage det vidensbaserede landbrug retten til at dyrke markerne på BnBO med moderne biologisk nedbrydelige pesticider godkendt af Miljøstyrelsen foreslår FFBG, at politikerne anvender milliarderne på at rydde op i de tusindvis af lossepladser, giftgrunde, brandøvelsespladser, arealer langs veje og jernbaner og fortidens nedgravede synder, som uafhængige GEUS og FFBG har dokumenteret er skyld i samtlige pesticidsløjfninger af drikkevandsboringer i de seneste 20 år (fig. 1). Herudover bør spildevandsselskaberne feje for egen dør: få udbedret de mange utætte kloakledninger, stop for overløb af urenset spildevand samt tonsvis antibiotika- og medicinrester der hvert år ledes ud i vores vandmiljø til skade planter og dyr.

Figur 1
Kilde: Sløjfningsrapporterne er minutiøst analyseret af Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse og LandboSyd via aktindsigt i data leveret af GEUS i forbindelse med Miljøministerens svar i Folketinget (MOF45-21.11.2019)
Resultatet er som vist i figuren, at anvendelse af pesticider på dyrkningsfladen ikke er skyld i én eneste sløjfet drikkevandsboring.

Yderligere information ved Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse:
Formand Ulrik Lunden tel. 30 65 04 21 mail lunden@store.bouet.dk
Fagchef Bente Andersen tel. 40 22 96 11 mail bea@ffbg.dk

PRESSEMEDDELSE

Staten har påbudt kommunerne at lave BnBO indsatsplaner der pålægger landmænd restriktioner på dyrkning af deres jord. Men vi mener, lovgivningen er i strid med EU-retten.

Et par eksempler: I Viborg Kommune vil man sænke grænseværdien for nitrat i drikkevandet til 5-10 mg / liter. Ifølge Viborg Kommune er naturens eget bidrag 20 mg pr liter. I Danmark er grænseværdien for nitratindholdet i grundvand og drikkevand ud fra et forsigtighedsprincip fastsat 50 mg nitrat pr. liter. Grænseværdien på 50 mg fremgår af drikkevandsbekendtgørelsen og er i overensstemmelse med WHO og EU’s drikkevandsdirektiv. Aarhus Kommune vil forbyde brug af pesticider på 6-7.000 ha landbrugsjord. Det rammer mange landbrug, der ikke har mulighed for omlægning til økologisk drift, ligesom staldanlæg til f.eks. fjerkræ- og griseproduktion bliver værdiløse og skal erstattes sammen med produktionstabet. Alene i Aarhus kan erstatningerne nemt løbe op i en milliard kr. Penge som vandforbrugerne kommer til at betale – uden at få renere grundvand. En skandale der potentielt vil overgå minksagen både i omfang og milliarder af kroner.

Den danske lovgivning giver kommunerne ret til at fastsætte deres egne regler til beskyttelse af grundvandet i de såkaldte Boringsnære Områder (BnBO) med restriktioner på landmandens anvendelse af gødning og pesticider. Vi mener, den danske lov er i strid med EU-lovgivningen, og Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse (FFBG) har derfor anlagt sag mod staten – ikke mod kommunerne. ”Vi forventer at vinde sagen ved EU-retten. Fra det tidspunkt, når sagen er vundet, vil kommunerne skulle afholde sig fra at vedtage rådighedsrestriktioner, som hviler på et retsstridigt retsgrundlag”, siger FFBG´s advokat Hans Sønderby med speciale i EU-ret.

Indtil da er det vigtigt, at landmændene løbende tjekker deres e-boks for post fra kommunen om eventuelle indsatsplaner på jorden. Landmanden skal til enhver tid protestere og gøre indsigelse og sende svaret til kommunen, inden fristen udløber. FFBG hjælper gerne hermed.

I følge FFBG´s faglige og minutiøse gennemgang af uafhængige GEUS`s detaljerede oplysninger om sløjfninger af vandboringer skyldes ingen af de 97 danske pesticidsløjfninger af drikkevandsboringer de sidste 20 år landbrugets dyrkningsflade – og disse 20 år dækker al GEUS`s registrering. Ingen grund til at tro, at det var anderledes i gamle dage. Tværtimod. Vi kan derfor konkludere, at ingen sløjfninger skyldes anvendelse af godkendte pesticider på dyrkningsfladen. De 97 sløjfede boringer skyldes alle punktforureninger fra tusindvis af lossepladser, nedgravet giftaffald, træbeskyttelse samt private og det offentliges brug af ukrudtsmidler heraf vandværkerne selv (fig. 1). Landbrugets pesticider er godkendt af Miljøstyrelsen, de har været igennem Europas skrappeste godkendelsessystem, de er biologisk nedbrydelige og er derfor sikre at anvende i forhold til grundvandet.

Hvorfor bruger politikerne så ikke milliarderne på at rydde op i fortidens synder, men i stedet på erstatninger til landmænd, der ikke giver renere grundvand? Fordi politik i dag er baseret på frygt og følelser. Gennem årtier har pressen anført af Danmarks Naturfredningsforening hjernevasket befolkning og politikere, at det er landbruget som forurener grundvandet. Landmanden der kører på markerne med sin sprøjte er simpelthen blevet synonym med gift i grundvandet. Men selv om en usandhed bliver fortalt tusind gange, bliver den jo ikke sand.
FFBG og alle vores ambassadører i by og på land har en kæmpe opgave med reel, faglig folkeoplysning om grundvandet, og FFBG har en rigtig god sag. Vi arbejder nemlig for, at danskerne i fremtiden får rent drikkevand. Må fagligheden sejre – håbet er heldigvis grønt.

11.08.21 – Yderligere information ved fmd. Ulriik Lunden tel. 30 65 04 21 mail lunden@store.bouet.dk eller fagchef Bente Andersen tel. 40 22 96 11 mail bea@ffbg.dk