Af Ulrik Lunden, formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

Vi har formidlet det gang på gang. Der er så mange ubekendte faktorer i en forhandling om såkaldt frivillige aftaler i BNBO. Så stor en økonomisk usikkerhed forbundet hermed.
Området bærer i det hele taget præg af usikkerhed og manglende gennemsigtighed.
I vores daglige dialog med landmænd, hører vi om disse forhandlinger med kommuner som bestemt ikke foregår på et for landmanden fuldt oplyst grundlag. Kommunerne forsøger at lokke med et økonomisk incitament, men hvad den enkelte landmand reelt får ud af at bukke under for presset og sige ja, forbliver anonymt. Således kan ingen vide, om man bliver ringere stillet end naboejendommen, hvilket er markant afvigende fra reglerne om ekspropriation i alle andre henseender.
Udover et økonomisk pres bruger både kommuner og vandværker stokkemetoder overfor landmænd i forsøget på overtalelse: ”Hvis ikke I indgår frivillige aftaler, bliver det sandsynligvis en dårligere aftale, I kan indgå”.

I et debatindlæg i weekendudgaven af Effektivt Landbrug opfordrer bestyrelsesmedlem i L&F Centrovice, Carsten Hedegaard alligevel – i strid med sund fornuft – landets lodsejere til indgåelse af såkaldt frivillige BNBO-aftaler.
Opfordringen sendes også direkte til 160 medlemmer i L&F Centrovice.
Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse iler derfor med nærværende modsvar og folkeoplysning til alle landets lodsejere:
Hold jer langt væk fra at indgå frivillige aftaler!

Hedegaard afslutter sit indlæg i EL med at tilbyde assistance fra Centrovice.

Derfor, Carsten Hedegaard, spørger vi dig direkte:

– Vil du personligt, eller vil Centrovice garantere, at kompensationen, hvis man vælger at indgå en frivillig aftale, er skattefri ?

– Vil du personligt, eller vil Centrovice garantere, at en frivillig aftale ikke udgør ulovlig statsstøtte ?

– Er råd og bistand vedrørende de frivillige aftaler gratis ? Og hvis ikke, hvor mange rådgiverkroner budgetterer du og Centrovice med, at der kommer i kassen på frivillige aftaler ?

– Er du selv berørt? Eller har du blot en teoretisk tilgang til problemet ? 

– Ved du, at der er BNBO’er på vej på 300 meter i diameter ?

– Ved du, at Egedal sagen, som nu er opgivet af L&F, betyder, at der slet ikke er et geografisk maksimum for BNBO ?

Det vil klæde dig at kaste lys over alle disse punkter, inden kasseapparatet ringer hos Centrovice.

Af Ulrik Lunden, formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse

I BNBO og indsatsplaner er der mindst tre altoverskyggende problemstillinger:

For det første er dem, man som lodsejer forhandler med ikke uvildige. Det vil sige, at ”armslængde” princippet på ingen måde er overholdt.

For det andet er de ikke professionelle, for ofte er det en bestyrelse fra det enkelte vandværk eller embedsmænd i kommunens forvaltning der sidder på den anden side af bordet.

For det tredje lokkes lodsejere med, at de ved frivillige aftaler kan lave individuelle lukrative aftaler, hvilket må tolkes som en forhandling på et ikke fuldt oplyst grundlag.

Hele håndteringen af BNBO og indsatsplanområdet emmer af uigennemsigtighed og frivillig tvang, og det er helt tydeligt, at øvrigheden går til opgaven med mangel på respekt for hvad, der ellers er kutyme, når det handler om håndteringen af ejendomsrettens ukrænkelighed.

Vi har i Danmark en århundrede lang tradition for, at man går til indskrænkninger af ejendomsretten med den allerstørste respekt. Så dét at opleve, at staten via bl.a. et hyrdebrev tilskynder kommuner og vandværker til at sætte gang i indgåelse af frivillige aftaler omkring noget så vigtigt som indskrænkning af ejendomsretten, på dyrkede arealer i Danmark på op til 650.000 hektar, er simpelthen en fuldkommen bizar fremgangsmåde.

Et klart brud på vores helt faste system, som bruges i alle andre sammenhænge, når man i almenvældets interesse ønsker at lave rådighedsindskrænkninger.

I det danske system findes jo netop Taksationskommissionen bestående af kyndige og uvildige personer, der på baggrund af et fuldt oplyst grundlag fremkommer med en konkret vurdering i forbindelse med en ekspropriation. Er man som lodsejer ikke tilfreds, kan en afgørelse appelleres til Overtaksationskommissionen. Alle afgørelser ved ekspropriation er offentligt tilgængelige, hvorimod frivillige aftaler i BNBO og indsatsplaner tilsyneladende er omfattet af anonymitet og manglende gennemsigtighed.

Aldrig før har vi oplevet, at Folketinget tilskynder til indgåelse af frivillige aftaler – individuelle aftaler. I Sønderjylland går en landmand rundt og fortæller, at han har lavet en rigtig god aftale med Sønderborg Kommune, men ingen må se hvad, den indeholder.

Denne landmand er på ingen måde repræsentativ for landbruget og bliver det heller ikke i vores øjne. Der må og skal være gennemsigtighed i BNBO og indsatsplaner, således at ingen er ringere stillet end naboen. Alt andet er både moralsk forkasteligt og retsstridigt.

Landmænd forsøges overtalt til frivillige aftaler helt uden at vide, hvor meget de bliver tørret eller frarøvet værdier. De mødes af myndighederne med retorikken ”Hvis ikke du tager imod dét, vi tilbyder dig her og nu, så går det dig meget værre”.

Hvorfor skal landbruget finde sig i at blive påduttet såkaldt frivillige aftaler, hvor alle forvaltningsretlige beskyttelsesregler er sat ud af kraft og klagemuligheder er ikke eksisterende, når alle andre dele af samfundet, f.eks. ved etablering af den tredje Limfjordsforbindelse er sikret lige vilkår ?

Lighed for loven er ikke til diskussion.

Vores retssamfund er funderet på lighed for loven, og dette bør vi som lodsejere til enhver tid kunne stole på.

Det er utilstedeligt, at myndighederne ufortrødent kører videre med indgåelse af såkaldte frivillige aftaler om noget så vigtigt som rådighedsindskrænkninger af ejendomsretten, mens Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse fører sagen ved domstolene.

Kommuner er forpligtet af Folketingets partier til at flytte drikkevandsboringer, når frygten vinder over forstanden.
Kommuner kan derfor frit vælge win-win og behøver ingen konfrontation med landmænd, som helst vil lades i fred, udtaler formand.

“Det siger næsten sig selv, at en kommune selv bestemmer, hvorfra den vil bore vand. Vi har jo kommunalt selvstyre, så det styres ikke fra København”, udtaler formand Ulrik Lunden (BG) i en kommentar til Danske Vandværker i tirsdagsavisen.

“Så, hvis der findes kommunalpolitikere, som, selvom de overhovedet intet har at frygte fra os landmænd, alligevel har det bedre med at bore efter vand i en skov eller i en eng end i landmandens mark, hvis dyrkning de er bange for, er de mere end velkommen til at flytte. Det er også altid bedst, at gæsten flytter i stedet for at fortrænge værten. Så er de også fri for at betale til os landmænd. Det er rent win-win”.

Formanden forklarer: “Kommunerne er ovenikøbet forpligtet til at flytte, når frygten tager over. Det fremgår udtrykkelig af den såkaldte Pesticidhandlingsplan.
Således fremgår af “Aftale om Pesticidstrategi i 2017-2021”, indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti følgende om fase 1, som vi er i nu:

” I fase 1 pålægges kommunerne frem til og med 2022 at gennemgå alle BNBO på landbrugsjord og BNBO på øvrige arealer, hvor der anvendes pesticider til erhvervsmæssige formål, mhp. at vurdere behovet for yderligere indsatser som fx at flytte boringen”

Så når følelserne går ind og forstanden går ud, er det ikke bare en ret som kommunerne har – det er ligefrem en pligt, de har til at flytte boringen hen et sted som de er tryggere ved. De skal heller ikke spørge om lov til at gå igen – døren står åben…

Formand Lunden afviser derfor blankt Danske Vandværkers skepsis over dispensationsmuligheder: “Mulighederne ligger lige for. Selvfølgelig kan kommunen bare finde et andet sted at finde vandet. Vi har endda eksempler på medlemmer, som huser boringer uden at kommunen har betalt for adgang eller tinglyst den. Dem opfordrer vi til at sige tak for besøget”, siger formanden.

“Det er helt urimeligt bagatelliserende, når Danske Vandværker taler om, at indgrebet ”handler om områderne lige omkring boringerne“. Alene i Egedal sagen diskuterede man over 60 hektarer, pointerer formanden. Det savner også mening at kræve respekt fra landmændene til at “producere vand”. Hvis man virkelig vil slå sig på vandindvindingsindustri, kunne man bruge nogle kommunale arealer i byerne, men sandheden er vel, at byboerne ikke har passet godt nok på deres eget grundvand? Så er det måske på tide, at de begynder på det, så de kan hente deres eget vand fra egne magasiner og holde fingrene fra vores virkelig rene vand under danske landmænds marker”, slutter formanden.