Artikler

Se de faktiske årsager til, at boringer bliver sløjfet

DMS er udbredt i grundvand i byområder – langt over grænseværdien

Den hyppigst fundne pesticidrest i grundvandet DMS har været anvendt i både landbrug som fungicid og som biocid i træbeskyttelse og maling. En endnu ikke offentliggjort rapport viser, at niveauerne i helt almindelige byområder, hvor der ikke har været landbrug, er overraskende høje. Og problemet bliver ikke mindre de kommende år.

Af redaktør Michael Rotenborg, Ingenøren/Watertech

Det var meget sandsynligt, at forekomsten af svampemidlet DMS i grundvandet i Danmarks største kolonihaveområde med flere tusinde malede træhuse vest for Ballerup ville være høj. Hofor havde allerede konstateret forurening af fire drikkevandsboringer i den nordlige del af kolonihaveområdet. Og da man sammen med GEUS tog prøver til det såkaldte FungiSource-projekt viste de da også, at det øverste grundvand i området indeholder fra ca. 0,2-1 μg/L DMS (Drikkevandsbekendtgørelsens kravværdi er 0,1 mikrogram). 

Mere overraskende var det, at der var så store værdier i referenceområdet; et typisk dansk villakvarter i den østlige del af Hvidovre. Her lå koncentrationen typisk på 0,2 – altså stadig over grænseværdien – og der blev fundet værdier på helt op til 0,33 μg/L.

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport om FungiSource fra Miljøstyrelsen. 

Store bemalede træflader på typiske parcelhuse

Projektets hovedresultater om træbeskyttelse/maling har været offentliggjort i tidsskriftet Vand & Jord. Hovedforfatter og projektleder Christian Nyrop Albers fra GEUS peger på, at referenceområdet i Hvidovre repræsenterer et typisk, dansk byområde med lav bebyggelse domineret af villakvarterer med mindre indslag af rækkehuse og etagebyggerier. 

Der har ikke været egentligt landbrug siden 1960’erne, og gartneridriften ophørte i 1970’erne, så det er derfor usandsynligt, at DMS-kilderne tolyfluanid eller dichlofluanid har været anvendt i jordbruget i området.

»Umiddelbart kan det virke besynderligt, at DMS-koncentrationerne kun er 2-3 gange større under kolonihaverne sammenlignet med villakvartererne, idet stort set alle kolonihavehusene er malede træhuse, hvorimod langt de fleste af parcelhusene er opført i mursten. Men når man betragter et typisk parcelhus, er der faktisk også her store bemalede træflader i form af gavle, sternbrædder, vindskeder, vinduer, træterrasser, stakitter, cykelskure osv.,« påpeger Christian Nyrop Albers.

Rækkehuse i mursten har størst bemalet areal

For at kunne sammenligne risikoen for DMS-udvaskning, opmålte FungiSource-projektet bemalede træflader for forskellige typer bebyggelser opført i forskellige årtier.

»Ganske overraskende havde rækkehuse i mursten det største bemalede areal målt i forhold til grundarealet. Det var også overraskende, at parcelhuse i mursten gennemsnitligt havde næsten samme bemalede areal som kolonihaverne, målt per hus, og halvt så meget som kolonihaverne målt per grundareal,« fremhæver Christian Nyrop Albers.

Folkene bag FungiSource konkluderer således, at der i villaområder udvaskes store mængder DMS fra biocid-anvendelse, også selvom de fleste parcelhuse og rækkehuse er opført i mursten. Og at der generelt må forventes lignende DMS-koncentrationer under byområder, når de er karakteriseret ved et stort antal parcel- og rækkehuse.

Der kan forventes mere DMS i de kommende år

FungiSource har i en række laboratorieforsøg undersøgt, om DMS nedbrydes i grundvandsmagasinerne, og konklusionen her er, at DMS sandsynligvis er persistent efter udvaskning fra de øvre jordlag. 

»At DMS-koncentrationen under byområder er tæt på sit maksimale i den øverste del af grundvandet betyder derfor, at der desværre kan forventes DMS i den danske grundvandsressource mange år ud i fremtiden,« vurderer Christian Nyrop Albers. 

Hovedformålet med FungiSource var netop at besvare de to spørgsmål:

  1. Bidrager biocidanvendelse til den udbredte grundvandsforurening? 
  2. Og hvor længe efter anvendelse er nedbrydningsprodukterne et problem?

Skal der tillades mere rensning?

DMS har på få år udviklet sig til at være en af vandselskabernes største hovedpiner og nok den største årsag til, at mere rensning kan være nødvendig i en årrække. De nye resultater for træbeskyttelse/maling tyder kraftigt på, at DMS-forureningen ikke har toppet, og det spiller ind i diskussionen om, hvorvidt vandselskaberne i større omfang skal have tilladelse til at rense – frem for at bruge rigtig mange penge på at finde nye kildepladser. 

Resultaterne kan også bruges i fagfolks kamp for bedre regulering, hvor det overordnede forsigtighedsprincip omsættes til strammere regler end i dag. Både herhjemme og i EU ser myndighederne i vidt omfang stadig på anvendelsen af et stof – frem for at se på selve stoffet – når de skal vurdere tilladelse til brug. Det betyder, at et stof kan være forbudt i et pesticid, men tilladt som biocid – som det også var tilfældet for moderstofferne til DMS i mange år. 

Endelig vil resultaterne kunne bruges som rettesnor for danske vandforsyninger om, hvor besværligt det kan blive at sikre drikkevand de næste årtier.

Hvad er DMS, og hvor kommer det fra?

DMS (N,N-dimethylsulfamid) er et nedbrydningsprodukt fra svampemidlerne tolylfluanid og dichlofluanid, som i Danmark har været anvendt som sprøjtemiddel i frugt- og bæravl, som bejdsemiddel i såsæd, samt som svampehæmmende biocid i træbeskyttelse og maling. 

Stofferne har været anvendt fra ca. 1970 og indtil 2007 i frugt og bær, og ca. 2015 i træbeskyttelse og maling. 

Da man i 2018 begyndte at analysere for stoffet i grundvand og drikkevand, viste DMS sig hurtigt at være usædvanligt udbredt med fund i ca. 1/3 af de undersøgte drikkevandsboringer, og over kravværdien i 8,5 pct. af boringerne 

Svampemidlet cyazofamid der især har været brugt til kartofler, er også kilde til DMS-forurening; Nye resultater har netop fået Miljøstyrelsen til at lægge op til at trække det tilbage fra markedet. 

Fund af DMS i mange bynære drikkevandsboringer antydede, at almindelige byområder kan være en betydelig kilde til grundvandsforureningen, men det er først med GEUS og HOFOR-projektet FungiSource under Miljøstyrelsen, at det står klart, hvor stor en kilde.

Når HOFOR og andre vandselskaber finder DMS i boringer, blander de det typisk op med renere vand, så vandet der sendes til forbrugerne, holder sig under grænseværdien.

DMS er ikke vurderet som specielt toksisk. Da DMS er et nedbrydningsprodukt af pesticider, sættes grænseværdien for, hvor meget drikkevand må indeholde, automatisk til 0,1 mikrogram pr. liter.

Kilder: GEUS m.fl.

Læs artiklen på Ingeniøren her: DMS er udbredt i grundvand i byområder – langt over grænseværdien | WaterTech (PRO) (ing.dk) – bag betalingsmur.

Tror på blød landing i BNBO-problematikken

Debatten om frivillige aftaler og påbud i de mange sager om indsatsplaner på BNBO-området kører nu videre efter efterårets valg. I den forbindelse var fagchef Bente Andersen og formand Ulrik Lunden, Foreningen for Grundvandsbeskyttelse inviteret til møde d. 18. januar med Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

– Vi fik afleveret det budskab til Folketinget, at den regulering myndighederne har prøvet på at rulle ud over Danmark hverken er sammenhængende eller systematisk. Reguleringen er retsstridig, fordi myndighederne ikke kan dokumentere, at der er evidens imellem det, man ønsker at beskytte mod, og det man beskytter, altså grundvandet, siger Ulrik Lunden og fortsætter:

– Sagen er jo den, at der ingen sammenhæng er mellem det, der foregår på dyrkningsfladen, og det man finder nede i grundvandet. Og det budskab fik vi i hvert fald afleveret, hvilket gav flere opfølgende spørgsmål.

Retfærdighed og faglighed vil sejre

Vi fik også slået en anden ting fast, fortæller Ulrik Lunden.

– Man må ikke bruge offentlige penge, hvor der ikke kan dokumenteres sammenhæng og systematik. Det er simpelthen ulovligt at bruge offentlige penge på det. Og det kan man af gode grunde ikke, hvilket vi tydeligt har bevist. Når vi fremlægger vores faglige viden, så stopper dialogen. Myndighederne trækker sig simpelthen, når de bliver konfronteret med, at vi er klar over, hvordan verden hænger sammen.

Politisk har det tidligere været fremført, at hvis landmanden ikke indgår en frivillig aftale om at stoppe dyrkning af BNBO-arealer, vil han blive mødt af et påbud. Men Ulrik Lunden tror på en anden politik på området fremadrettet, siger han.

– Jeg læner mig kraftigt op af regeringsgrundlaget, hvori der står, at man skal genbesøge beslutningen, og inddrage den nye faglige viden i det fremadrettede arbejde, lyder det fra Ulrik Lunden.

Så du har et håb om, at retfærdigheden så at sige kan ske fyldest?

– Det har jeg i den grad et begrundet håb om. Jeg er helt sikker på, at det skal nok løses, siger Ulrik Lunden.

BNBO-jord: – Den er værdiløs

BNBO-jord er værdiløs, mener landmand, der ikke vil forpagte den. Den der vælger at indgå aftale om restriktioner på sin BNBO-jord må selv stå med konsekvenserne, mener han.

Af Anna Wolfenberg, Effektivt Landbrug

Der er ikke BNBO-jord på Torben Leis ejendom, så egentlig havde han ikke skænket den problematik mange tanker. Ikke før en af de landmænd, som han forpagter jord af, henvendte sig og spurgte til hans interesse for fortsat at forpagte jord, hvis det blev omfattet af BNBO-restriktioner. Torben Lei skulle overveje det lidt, men måtte efter nærmere eftertanke erkende, at det ville ikke have hans interesse.

Det er bedre at køre udenom BNBO-jord end at dyrke den.

Det er den klare vurdering hos Torben Lei, der driver landbrug lidt udenfor Sønderborg, og den direkte årsag til, at han har sagt nej tak til at fortsætte med at forpagte jord, hvis den bliver omfattet af BNBO-restriktioner.

Torben Lei driver i alt omkring 740 hektar jord, hvoraf omkring 300 hektar er forpagtet. Desuden producerer han årligt omkring 32.000 slagtesvin.

– Det må være helt op til den enkelte lodsejer, om man accepterer sit vandværks ønsker om restriktioner på ens jord i de særlige BNBO-områder, men regningen for en sådan aftale må nødvendigvis blive hos den, der vælger at indgå den. Den kan ikke sendes videre til forpagteren, mener Torben Lei.

Ingen interesse

Hvis der er BNBO-områder (boringsnære beskyttelsesområder, red) på ens ejendom, så kan vandværket udtrykke ønske om, at man mod en vis økonomisk kompensation ikke anvender sprøjtemidler på området.

Der er ikke BNBO-jord på Torben Leis ejendom, så egentlig havde han ikke skænket den problematik mange tanker. Ikke før en af de landmænd, som han forpagter jord af, henvendte sig og spurgte til hans interesse for fortsat at forpagte jord, hvis det blev omfattet af BNBO-restriktioner.

Torben Lei skulle overveje det lidt, men måtte efter nærmere eftertanke erkende, at det ville ikke have hans interesse.

– Jeg er meget opmærksom på, at vi skal passe godt på vores grundvand, og vil ikke lyde som sådan en, der er ligeglad med grundvandet, for sådan er det naturligvis ikke. Men jeg har ingen betænkeligheder med at anvende fuldt lovlige og godkendte sprøjtemidler. Der er ingen evidens for, at min dyrkning udgør nogen risiko for grundvandet. Alt bliver kontrolleret og registreret helt ned på den enkelte mark.

Læs artiklen på Effektivt Landbrug her.