Artikler

KUN EN TÅBE

Mod statsstøttereglerne gælder ingen kære mor. Kun en tåbe frygter ikke statsstøttereglerne. At forestille sig, at vi landmænd skulle kunne sælge landbrugsjord på individuelle betingelser er naivt og juridisk ubegavet. EU-Kommissionen helmer ikke før den sidste krone er tilbagebetalt. Hvis det var Berlusconi ville vi jo også forvente samme nidkærhed overfor “individuelt tilpassede” italienske aftaler om jordsalg.

Af Ulrik Lunden, formand for Foreningen for Grundvandsbeskyttelse

Aftaler, som strider mod statsstøttereglerne medfører tilbagebetalingspligt. EU-Kommissionen accepterer ingen kompromisser. At forestille sig, at vi landmænd skulle være i vores gode ret til at sætte os ned og aftale, hvad vi kan blive enige med kommunerne om, er både naivt og dumt. Selvfølgelig må vi ikke tage hjørnerne eller nabomarken med. Det er logik, at prisen ikke er aftalefri. Alle skal have tilbudt det samme på lige vilkår.

I et vigtigt notat fra Miljøministeriet til Vordingborg Kommune, som vores forening kunne afsløre i sidste uge bekræftes netop følgende tre centrale ting: 1. Ingen kommune kan garantere landmændene mod tilbagebetalingspligt. Uden at få jorden tilbage er risikoen, at der skal betales penge retur. 2. Løbende ydelser er i sig selv alt andet lige ulovlig støtte. 3. engangskompensationer kræver, at alle lodsejere får samme mulighed på lige vilkår.

Det betyder, at dem, der har troet på, at vi landmænd kunne lave individuelt tilpassede aftaler efter forgodtbefindende har taget fejl. Alt det snik-snak vi har hørt om og er forsøgt lokket med, at vi skulle forhandle med kommunen for at få de bedste vilkår, er – i bedste fald – sludder og vrøvl. I værste fald kommer lokketonerne fra onde tunger, som vil os landmænd det ilde ved at lokke os i baghold, som ender ud med tilbagebetaling. Det er næppe lovligt at bidrage til at lokke landmænd i fordærv.

Der bliver heller ingen hjælp at hente fra staten. I Minkkommissionen forklarede den departementschef, som ifølge statsministeren og hendes departementschef sad i det ansvarlige ministerium, at minkavlerne selv burde have vidst, at der ikke var lovhjemmel. På præcist samme måde vil vi landmænd, som skal tilbagebetale ulovlig statsstøtte for de individuelt tilpassede aftaler få at vide, at vi da selv er ude om det. Vi burde selv kende EU’s statsstøtteregler på, at de er hardcore – at enhver, som har forhandlet sig til gunstigere vilkår må vide, at han skal betale tilbage.

I Foreningen for Grundvandsbeskyttelse håber vi stadig på at få alle landmænd med. Vi vil ikke finde os i, at statens ledende embedsmænd skubber ansvaret over til kommunerne og lokker dyrkningsretten fra os uden fagligt grundlag for derefter at lade os i stikken med krav om at sende penge retur. Det er snart tre år siden centralt placerede embedsmænd advarede politikerne imod at købe mere lavbundsjord af frygt for statsstøttereglerne. Det er juridisk ansvarsforflygtigelse, når de selvsamme embedsfolk undlader at advare kommuner og landmænd mod det præcist samme med kommunernes og vandværkernes brug af det offentliges penge på opkøb af dyrkningsflade i BNBO og indsatsplanområder.

I dag er vi en landsdækkende forening. Nogen troede, da vi startede for tre år siden, at BNBO blev ved de ti eller femogtyve meter. Men vi advarede fra starten om ulv i fåreklæder. For trods sit navn gælder der ingen geografisk begrænsning af BNBO. I Egedal sagen tabte lodsejerne 67 hektar. BNBO er blevet det nye modeord. Det lyder så besnærende og lokkende med “boringsnærhed”, men 600 meter i diameter er ikke boringsnært. Det er et ufagligt “tyveri”. Ikke én eneste boring er sløjfet i 20 år som følge af brug af plantebeskyttelsesmidler på dyrkningsfladen. Vores kompetente fagchef agronom Bente Andersen afslører, at vi trods hundredvis af postulater fra landbrugets fjender endnu har til gode at se den første boring, som afspejler sprøjtejournalen.

Vi har brug for alle kræfter i hele landet, som vil kæmpe for faglig og juridisk værnet respekt om den private ejendomsret. Vi har derfor anlagt sag mod staten om gyldigheden af BNBO og indsatsplaner. Først på vegne af få sagsøgere. Fra midten af maj forventer vi at være cirka 100 sagsøgere.

Formand for Foreningen for Grundvandsbeskyttelse, Ulrik Lunden.

NOTAT BEKRÆFTER RISIKOEN VED AT LAVE AFTALE MED KOMMUNEN OM BNBO

Miljøministeriet bekræfter i et notat, at landmanden ikke kan regne med, at en kompensation på en frivillig aftale med kommunen om BNBO er juridisk gyldig, fortæller advokat Hans Sønderby Christensen med speciale i EU-ret. Han advarer om, at landmændene selv vil skulle betale kompensationen tilbage, uanset at de har manglet rådgivning.

Advokat med speciale i EU-ret, Hans Sønderby Christensen.

I et notat som Foreningen for Grundvandsbeskyttelse er kommet i besiddelse af fastslår Miljøministeriet nu med syvtommersøm, at landets kommuner ikke kan garantere landmænd, der indgår frivillige aftaler om boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), en juridisk gyldig kompensation for det tab, som landmanden lider, når han ikke kan sprøjte med pesticider og/eller gøde beskyttelsesområdet som normalt.

Miljøministeriet har skrevet notatet på baggrund af et spørgsmål fra en kommune om, hvorvidt det er muligt for kommunen at stille garanti for, at EU-Kommissionen ikke vil opfatte kompensationen som ulovlig statsstøtte, og dermed »potentielt have konsekvenser for lodsejerens EU-støtte«.

Denne garanti kan kommunerne ikke give, vurderer Miljøministeriet i notatet.

Landmanden skal betale

Det er netop ulovlig statsstøtte, som Foreningen for Grundvandsbeskyttelse i en igangværende retssag mod staten forsøger at føre bevis for, at der er tale om, når staten vil kompensere landmændene økonomisk for at indgå frivillige BNBO-aftaler med deres kommune.

Foreningens advokat med speciale i EU-ret, Hans Sønderby Christensen, Sønderby Legal, fastslår, at skulle det vise sig, at kompensationen til landmænd, der indgår frivillige BNBO-aftaler, er ulovlig statsstøtte, er der kun én, der kommer til at stå tilbage med udgiften: Landmanden selv.

Også selv om han ikke er blevet vejledt ordentligt af myndighederne om risikoen for, at kompensationen er juridisk ugyldig – og dermed har handlet i god tro.Hvis en landmand har lavet en individuel tilpasset aftale på afstand, hjørner i marken, nabomarker eller pris, så risikerer landmanden selv at skulle tilbagebetale kompensation, uanset hvad. Også selvom den stærke forhandlingspart, kommunen, har forsømt at vejlede ham om farerne. Og det er det, der er kritisabelt, siger Hans Sønderby Christensen og tilføjer, at EU-reglerne og EU-Kommissionen forventer, at hver eneste landmand kender de pågældende regler.

Kommunale embedsmænd risikerer dermed at komme til – uforvarende – at lokke landmændene i fordærv ved at tilbyde dem frivillige aftaler, som strider mod statsstøttereglerne, uden at de oplyser landmændene om den risiko, de løber. Heller ikke selvom de offentlige myndigheder har pligt til at vejlede landmændene om risikoen, siger advokaten, og tilføjer:

– Så selvom landmanden kan bevise, at han ikke er blevet vejledt ordentligt af myndighederne, vil bundlinjen blive den samme: Han kommer til at betale kompensationen tilbage alligevel.

Ikke muligt med en garanti

Ifølge Hans Sønderby Christensen kan en kommune, som yder statsstøtte til en landmand, som strider mod statsstøttereglerne, »naturligvis ikke udstede en garanti imod landmandens tilbagebetalingspligt, for så ville statsstøttereglerne kunne undermineres. Det udelukker EU-retten effektivt«.

Advokaten mener samtidig, at ministeriets formuleringer i notatet bekræfter hans juridiske tolkning af EU-retten.

– For det første får vi nu for første gang statens ord for, at løbende kompensationer alt andet lige er i strid med statsstøttereglerne. For det andet bekræfter notatet, at det er ulovligt at lave skræddersyede, individuelt tilpassede frivillige aftaler med landmændene, siger han.

Central formulering

Der er særligt én formulering i notatet, som Hans Sønderby Christensen peger på, er helt central. Den lyder:

»Kommissionen har desuden vurderet, at den samme argumentation, som ligger til grund herfor, at der er tale om en kompensation udelukkende for det lidte tab, og at kompensationen ville være tilgængelig for enhver anden virksomhed på lige vilkår, også vil gøre sig gældende i tilfælde, hvor der ikke er tale om formel ekspropriation, men hvor myndigheder yder virksomheden kompensation beregnet i lighed med ekspropriationslovgivningen…«

Hans Sønderby Christensen siger hertil:

– Individuelle aftaler er netop ikke tilgængelige for alle på lige vilkår, og derfor risikerer individuelt tilpassede aftaler efter den enkeltes ønsker at være ulovlig statsstøtte, som skal tilbagebetales. Det er præcist det, der står, og jeg er fuldkommen enig med ministeriet i, at sådan er EU-juraen skruet sammen. Derfor er de tilpassede, individuelt tilpassede og skræddersyede aftaler, som omtales løbende i pressen, alt andet lige i strid med statsstøttereglerne.

Indgår landmændene ikke frivillige BNBO-aftaler med kommunerne inden udløbet af 2022, vil staten indføre et generelt sprøjteforbud på arealerne med en kompensationsordning.

Morten Ipsen, Effektivt Landbrug

DERFOR ER BNBO EN TIKKENDE BOMBE

Boringsnære beskyttelsesområder er ikke begrænset af nogen metergrænse og kan derfor omfatte meget store landbrugsarealer. Der er ikke nogen geografisk begrænsning på boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), og dermed er de en trussel mod det moderne landbrugs dyrkningsflade.

– Vi har kun set toppen af isbjerget. Først var det 10 meter, så 25 meter, derpå 100 meter, nu er det 300 meter, og om et år taler vi kilometer væk fra boringerne. Med Landbrug & Fødevarers retssag på vegne af lodsejere i Egedal Kommune blev det fastslået, at der er ingen geografisk begrænsning på de tusindvis af BNBO på danske landmænds marker, siger formand Ulrik Lunden.

Opfordrer til at stå sammen

Ulrik Lunden håber på fælles fodslag i landbruget og følgeerhvervene i forhold til at få afskaffet BNBO.

– Uforudsigeligheden er den værste dræber. Landbrug & Fødevarers Egedal-sag blev en øjenåbner for mange. Det, at BNBO kunne omfatte 67 hektar, minder meget om indsatsplanerne – usikkerheden for den enkelte er også den samme, og den »gnaver« af landmænds overlevelsesvilje. Derfor må vi stå sammen mod opslidende såkaldt frivillige forhandlinger – den lille mod den store – som risikerer at binde landmænd til ufaglige resultater og med risiko for tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte og skattepligt, siger Ulrik Lunden.

Helt ubegrundet

Ulrik Lunden hæfter sig desuden ved, at det politiske flertal har pålagt kommunerne at flytte boringer, som kommunerne gerne vil beskytte, frem for at bringe stokken frem mod hans medlemmer.

– Det har vi set nogle gode eksempler på. Vi opfordrer Folketingets partier til at vejlede kommunerne ad denne sti, fordi den gør det muligt for kommunerne at tilgodese deres frygt – som vi mener er helt ubegrundet – samtidig med at ejendomsretten respekteres.

Forfølger sagen

Fagchef i foreningen, agronom Bente Andersen, supplerer:

Fagligheden er ikke på plads med BNBO. Dyrkningsfladen (markerne) er ikke en trussel mod danskernes drikkevand. De stoffer, som fører til sløjfning af boringer, kommer enten fra punktkildeforureninger eller andre steder end på dyrkningsfladen.

Foreningens advokat Hans Sønderby Christensen, som er specialiseret i EU-ret, og som fører foreningens sag anlagt mod staten om gyldigheden af BNBO og indsatsplaner, vurderer, at den manglende forudsigelighed er et vigtigt juridisk argument imod reglernes lovlighed.

Han påpeger, at ifølge det EU-retlige retssikkerhedsprincip skal borgerne kende både rettigheder og forpligtelser.