Artikler

Efter PFAS-fund i Harboøre: Hele Vestkysten kan være forurenet fra nord til syd (fra Ingeniøren)

Af Henrik Vinther Nielsen, Ingeniøren, 23. jun 2022

Der er fundet PFAS i en lang række prøver på en 32 kilometer lang strækning mellem Bøvlinge Klit og Harboøre Tange.


Det oplyser Lemvig Kommune på baggrund af en rapport fra Niras.
Og umiddelbart tyder fundene ikke på, at der er tale om et lokalt problem for Lemvig
Kommune.


Det er snarere et problem, der kan omfatte store dele af kysten, siger projektlederen bag
undersøgelsen, Søren Rygaard Lenschow, ved Niras.


»Det tyder desværre ikke på, at der er tale om et lokalt problem med en lokal forurening,
men måske endda fra flere europæiske lande. Der er tusindvis af spildevandsudledninger
med endestation i Nordsøen. Desuden er der påvirkning fra punktkilder ved brandøvelsespladser, lossepladser og endvidere påvirkning fra boreplatforme,« siger han og tilføjer, at han tror vi ser ind i et meget større problem end blot området omkring Harboøre Tange.

Den tolkning af undersøgelsens fund er Claus Borg, direktør ved Teknik og Miljø i Lemvig
Kommune, enig i. Han mener heller ikke, der er tale om et lokalt problem, men snarere store
del af Vestkysten.

»Det er nogenlunde de samme mængder, vi finder over hele strækningen, så jeg tror, vi ser ind i et større omfang end en punktforurening,« siger Claus Borg med henvisning til, at det tyder på et generelt billede, nærmere end en enkelt forurening.


»Det ville ikke undre mig, hvis vi så nogenlunde det samme langs hele Vestkysten.«

En undersøgelse af PFAS omkring Thyborøn og Harboøre antyder nu, at problemet kan være langt større end blot begrænset til området omkring de to byer. Miljøstyrelsen har nu igangsat en national undersøgelse.

120.000 nanogram
Undersøgelsen, som fokuserede på Harboøre Tange og Thyborøn, strakte sig over en 32 kilometer lang strækning med Bøvlinge Klit som referencepunkt.


Men Niras’ prøver viste, at forekomsten af PFAS faktisk var højere ved referencepunktet, end det var på Harboøre Tange.


Derfor skriver Niras også, at problemet formentlig ikke er isoleret til Thyborøn og Harboøre Tange, men at der »sandsynligvis sker en påvirkning med PFAS fra havet langs hele Vestkysten i Lemvig Kommune,« samt at forureningen potentielt kan »omfatte et større område af Vestkysten.«


Selv siger projektleder Søren Rygaard Lenschow, at han først var bange for, at de havde begået målefejl, da en prøve af havskum taget i forbindelsen med en storm viste indhold af PFAS på 120.000 ng/l.


»Jeg frygtede, at vi havde begået en fejl ved prøvetagning, eller der var sket fejl ved analyse i laboratoriet, men da jeg læste undersøgelser fra andre lande kunne jeg se, at tallet ikke var urealistisk,« siger han.

Den foreløbige teori på det høje tal er, at PFAS koncentreres i skum og aerosoler under kraftig pålandsvind, og derved hober sig op på kysten og derfra spredes ind over land ved storm.

Og som om det ikke var galt nok, viser Niras’ undersøgelser også, at mængden af PFAS generelt er høj langs kysten både i grundvand, overfladevand, drænvand og jord- og græsprøver.


»På grundvandsplan ser vi stadig indhold tydeligt over grænseværdien 550 meter væk fra kysten, og derfra har vi ikke mere data. Det tyder på, at vandværkerne nær kysten har et problem. Der er en del husdyr, som potentielt har græsset i områder, der nu kan vise sig at være forurenet med PFAS,« siger han og påpeger, at der er påvist høje indhold af PFAS i blodet for husdyr, som har græsset i Knopper Enge på Harboøre Tange.


På baggrund af undersøgelsen har Miljøstyrelsen igangsat yderligere undersøgelser af »50 nye lokaliteter langs de danske kyster.« Dermed skal vi få et billede af, om der er tale om et lokalt problem i Lemvig Kommune, eller om der er tale om hele Vestkysten eller måske en decideret national forurening.


Undersøgelsen ventes at blive offentliggjort ved udgangen af august i år.

Evighedskemikalie
PFAS-stofferne, der tæller over 4.000 forskellige stoffer, kaldes evighedskemikalier, fordi de stort set ikke nedbrydes i hverken naturen eller menneskekroppen. Af samme grund kan de ophobe sig i de indre organer og øge risikoen for blandt andet kræft og hormonforstyrrelser.


Tidligere har professor i miljøtoksikologi ved institut for Plante- og Miljøvidenskab, Nina Cedergreen, udtalt, at ét mikrogram af blandt andre et af de andre flourstoffer, PFOS, er mange hundrede gange farligere for menneskers helbred end pesticid-nedbrydningsproduktet BAM.


»Det giver slet ingen mening, at vi bruger milliarder på at bekæmpe pesticider, når vi har nogle industrikemikalier, som for en given mængde er op mod en faktor 200.000 gange farligere for menneskers helbred (PFOS sammenlignet med BAM, red), og som vi på ingen måde har styr på,« siger hun.


»Vi ved ikke, hvor de findes henne, og om det er i skadelige koncentrationer. Der bør være en alarmklokke, der ringer. Man burde omfordele pengene fra pesticider til PFAS, for der skal flere ressourcer til ikke bare at udrede, men også oprense de her industrikemikalier. Det kan kun gå for langsomt.«

DANSKE LANDMÆND ER KLOGE – HOPPER IKKE PÅ LIMPINDEN!

Det er kommet frem, at kun meget få vil indgå BnBO-aftaler. Staten er ikke tilfreds. En kontorchef i ministeriet, Danske Vandværker, ja selv L&F sendes ud for at agitere for ufaglig afståelse af landbrugsjord, men lige lidt hjælper det. Danske landmænd holder fast i fagligheden og deres private ejendomsret!

Af formand Ulrik Lunden og fagchef Bente Andersen, Foreningen for Grundvandsbeskyttelse.

Foreningen for Grundvandsbeskyttelse roser derfor danske landmænd. Formand Ulrik Lunden: – Der er grund til at rose danske landmænd for at være indsigtsfulde. Danske landmænd er ikke så lette at narre. Vi vil ikke finde os i at blive påduttet at skulle indgå aftaler med risiko for, at vi er bundet til ufaglig afståelse, men forpligtes til at der er risiko for at skulle tilbagebetale kompensationen.

– Naturligvis vil danske landmænd ikke indgå aftaler i strid med fagligheden, som ovenikøbet kan være i strid med EU`s statsstøtteregler. Eller sagt med andre ord er danske landmænd ikke så lette at narre.

– Det er tydeligvis en udfordring for alle dem, som har troet, at landmænd ville adoptere denne dagsorden. Men det er vi heldigvis for kloge til”, fastslår formand Ulrik Lunden.

– Vi er i en situation, hvor alle godt ved, at man ikke vil kunne ekspropriere sig til denne rådighedsindskrænkning, hvorfor det tilsyneladende for Danske Vandværker og L&F er bydende nødvendigt, at det hele skal foregå, uden at det underkastes den juridiske lup.

Fagchef, agronom Bente Andersen supplerer: – Der er ikke fagligt belæg for, at landmænds dyrkningsflade er en trussel mod drikkevandet. Vi har endnu til gode at se den første landmand, hvis sprøjtejournal kan aflæses i grundvandet. Når der ingen faglighed er tilstede, er det et knæfald for ufaglig overtagelse af retten til dansk produktionsjord.

Advokat Hans Sønderby Christensen, som er specialiseret i EU-ret hæfter sig ved, at Miljøministeriet fastslår, at engangsbeløb kun er lovlige, hvis muligheden er tilgængelig for alle landmænd på lige vilkår. EU-Kommissionen har ikke godkendt en støtteordning på dette område, og det kan skyldes, at man godt er klar over, at individuelle aftaler på individuelle vilkår næppe vil kunne godkendes af Kommissionen og derfor ikke har ansøgt. Det ville under alle omstændigheder have været naturligt at søge om en ordning, hvis der iblandt politikere og embedsmænd er nogen, som tror på, at det er muligt at etablere en lovlig ordning.

Der findes mange andre støtteordninger som EU-Kommissionen har godkendt, f.eks. har medierne en støtteordning, der er godkendt af Kommissionen. Men der findes ingen støtteordning for BnBO-aftaler. Den som vi kender til, fordi den er offentligt kendt, som staten har søgt om på vaskepladser, blev afvist godkendt af EU-Kommissionen for en del år siden.

KUN EN TÅBE

Mod statsstøttereglerne gælder ingen kære mor. Kun en tåbe frygter ikke statsstøttereglerne. At forestille sig, at vi landmænd skulle kunne sælge landbrugsjord på individuelle betingelser er naivt og juridisk ubegavet. EU-Kommissionen helmer ikke før den sidste krone er tilbagebetalt. Hvis det var Berlusconi ville vi jo også forvente samme nidkærhed overfor “individuelt tilpassede” italienske aftaler om jordsalg.

Af Ulrik Lunden, formand for Foreningen for Grundvandsbeskyttelse

Aftaler, som strider mod statsstøttereglerne medfører tilbagebetalingspligt. EU-Kommissionen accepterer ingen kompromisser. At forestille sig, at vi landmænd skulle være i vores gode ret til at sætte os ned og aftale, hvad vi kan blive enige med kommunerne om, er både naivt og dumt. Selvfølgelig må vi ikke tage hjørnerne eller nabomarken med. Det er logik, at prisen ikke er aftalefri. Alle skal have tilbudt det samme på lige vilkår.

I et vigtigt notat fra Miljøministeriet til Vordingborg Kommune, som vores forening kunne afsløre i sidste uge bekræftes netop følgende tre centrale ting: 1. Ingen kommune kan garantere landmændene mod tilbagebetalingspligt. Uden at få jorden tilbage er risikoen, at der skal betales penge retur. 2. Løbende ydelser er i sig selv alt andet lige ulovlig støtte. 3. engangskompensationer kræver, at alle lodsejere får samme mulighed på lige vilkår.

Det betyder, at dem, der har troet på, at vi landmænd kunne lave individuelt tilpassede aftaler efter forgodtbefindende har taget fejl. Alt det snik-snak vi har hørt om og er forsøgt lokket med, at vi skulle forhandle med kommunen for at få de bedste vilkår, er – i bedste fald – sludder og vrøvl. I værste fald kommer lokketonerne fra onde tunger, som vil os landmænd det ilde ved at lokke os i baghold, som ender ud med tilbagebetaling. Det er næppe lovligt at bidrage til at lokke landmænd i fordærv.

Der bliver heller ingen hjælp at hente fra staten. I Minkkommissionen forklarede den departementschef, som ifølge statsministeren og hendes departementschef sad i det ansvarlige ministerium, at minkavlerne selv burde have vidst, at der ikke var lovhjemmel. På præcist samme måde vil vi landmænd, som skal tilbagebetale ulovlig statsstøtte for de individuelt tilpassede aftaler få at vide, at vi da selv er ude om det. Vi burde selv kende EU’s statsstøtteregler på, at de er hardcore – at enhver, som har forhandlet sig til gunstigere vilkår må vide, at han skal betale tilbage.

I Foreningen for Grundvandsbeskyttelse håber vi stadig på at få alle landmænd med. Vi vil ikke finde os i, at statens ledende embedsmænd skubber ansvaret over til kommunerne og lokker dyrkningsretten fra os uden fagligt grundlag for derefter at lade os i stikken med krav om at sende penge retur. Det er snart tre år siden centralt placerede embedsmænd advarede politikerne imod at købe mere lavbundsjord af frygt for statsstøttereglerne. Det er juridisk ansvarsforflygtigelse, når de selvsamme embedsfolk undlader at advare kommuner og landmænd mod det præcist samme med kommunernes og vandværkernes brug af det offentliges penge på opkøb af dyrkningsflade i BNBO og indsatsplanområder.

I dag er vi en landsdækkende forening. Nogen troede, da vi startede for tre år siden, at BNBO blev ved de ti eller femogtyve meter. Men vi advarede fra starten om ulv i fåreklæder. For trods sit navn gælder der ingen geografisk begrænsning af BNBO. I Egedal sagen tabte lodsejerne 67 hektar. BNBO er blevet det nye modeord. Det lyder så besnærende og lokkende med “boringsnærhed”, men 600 meter i diameter er ikke boringsnært. Det er et ufagligt “tyveri”. Ikke én eneste boring er sløjfet i 20 år som følge af brug af plantebeskyttelsesmidler på dyrkningsfladen. Vores kompetente fagchef agronom Bente Andersen afslører, at vi trods hundredvis af postulater fra landbrugets fjender endnu har til gode at se den første boring, som afspejler sprøjtejournalen.

Vi har brug for alle kræfter i hele landet, som vil kæmpe for faglig og juridisk værnet respekt om den private ejendomsret. Vi har derfor anlagt sag mod staten om gyldigheden af BNBO og indsatsplaner. Først på vegne af få sagsøgere. Fra midten af maj forventer vi at være cirka 100 sagsøgere.

Formand for Foreningen for Grundvandsbeskyttelse, Ulrik Lunden.