Af Ulrik Lunden, formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse
I BNBO og indsatsplaner er der mindst tre altoverskyggende problemstillinger:
For det første er dem, man som lodsejer forhandler med ikke uvildige. Det vil sige, at ”armslængde” princippet på ingen måde er overholdt.
For det andet er de ikke professionelle, for ofte er det en bestyrelse fra det enkelte vandværk eller embedsmænd i kommunens forvaltning der sidder på den anden side af bordet.
For det tredje lokkes lodsejere med, at de ved frivillige aftaler kan lave individuelle lukrative aftaler, hvilket må tolkes som en forhandling på et ikke fuldt oplyst grundlag.
Hele håndteringen af BNBO og indsatsplanområdet emmer af uigennemsigtighed og frivillig tvang, og det er helt tydeligt, at øvrigheden går til opgaven med mangel på respekt for hvad, der ellers er kutyme, når det handler om håndteringen af ejendomsrettens ukrænkelighed.
Vi har i Danmark en århundrede lang tradition for, at man går til indskrænkninger af ejendomsretten med den allerstørste respekt. Så dét at opleve, at staten via bl.a. et hyrdebrev tilskynder kommuner og vandværker til at sætte gang i indgåelse af frivillige aftaler omkring noget så vigtigt som indskrænkning af ejendomsretten, på dyrkede arealer i Danmark på op til 650.000 hektar, er simpelthen en fuldkommen bizar fremgangsmåde.
Et klart brud på vores helt faste system, som bruges i alle andre sammenhænge, når man i almenvældets interesse ønsker at lave rådighedsindskrænkninger.
I det danske system findes jo netop Taksationskommissionen bestående af kyndige og uvildige personer, der på baggrund af et fuldt oplyst grundlag fremkommer med en konkret vurdering i forbindelse med en ekspropriation. Er man som lodsejer ikke tilfreds, kan en afgørelse appelleres til Overtaksationskommissionen. Alle afgørelser ved ekspropriation er offentligt tilgængelige, hvorimod frivillige aftaler i BNBO og indsatsplaner tilsyneladende er omfattet af anonymitet og manglende gennemsigtighed.
Aldrig før har vi oplevet, at Folketinget tilskynder til indgåelse af frivillige aftaler – individuelle aftaler. I Sønderjylland går en landmand rundt og fortæller, at han har lavet en rigtig god aftale med Sønderborg Kommune, men ingen må se hvad, den indeholder.
Denne landmand er på ingen måde repræsentativ for landbruget og bliver det heller ikke i vores øjne. Der må og skal være gennemsigtighed i BNBO og indsatsplaner, således at ingen er ringere stillet end naboen. Alt andet er både moralsk forkasteligt og retsstridigt.
Landmænd forsøges overtalt til frivillige aftaler helt uden at vide, hvor meget de bliver tørret eller frarøvet værdier. De mødes af myndighederne med retorikken ”Hvis ikke du tager imod dét, vi tilbyder dig her og nu, så går det dig meget værre”.
Hvorfor skal landbruget finde sig i at blive påduttet såkaldt frivillige aftaler, hvor alle forvaltningsretlige beskyttelsesregler er sat ud af kraft og klagemuligheder er ikke eksisterende, når alle andre dele af samfundet, f.eks. ved etablering af den tredje Limfjordsforbindelse er sikret lige vilkår ?
Lighed for loven er ikke til diskussion.
Vores retssamfund er funderet på lighed for loven, og dette bør vi som lodsejere til enhver tid kunne stole på.
Det er utilstedeligt, at myndighederne ufortrødent kører videre med indgåelse af såkaldte frivillige aftaler om noget så vigtigt som rådighedsindskrænkninger af ejendomsretten, mens Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse fører sagen ved domstolene.