Af Ulrik Lunden, formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse
I vores mange debatindlæg har vi advaret imod og gjort opmærksom på konsekvenserne ved BNBO og indsatsplaner. Vi har forsøgt at ”råbe” det ud i tide, så lodsejere kan nå at forberede sig forinden mødet med kommunen, som hellere ser en underskrift på en frivillig aftale i går end i dag.
Desværre har nogle af vores debatindlæg også været stærkt inspireret af virkeligheden for rigtig mange lodsejere, som allerede befinder sig i fælden. Sådan ét er dette indlæg, om ét af vores medlemmer, Jens Peder Rasmussen og hans bror Thomas, der på deres fællesejet bedrift I/S Askgaard ved Malling syd for Aarhus nu må kaste håndklædet i ringen og se deres fædrene arv, Askgaard, på vej mod sikker tvangslukning.
Aarhus Kommune har inden for de seneste fem år strammet grebet gevaldigt ved at tilføje Indsatsplan StorAarhus til en eksisterende indsatsplan for at lave beskyttelse af drikkevandsboringer dér, ”hvor grundvandet er sårbart” som der står i planen.
Udarbejdelsen af indsatsplanen er inddelt i tre faser, og eftersom fase to – høringsfasen – sluttede d. 4. juni, afventes nu politisk behandling og vedtagelse. Hvis – som det ventes – at indsatsplanen vedtages, betyder det ifølge en vurdering fra en ejendomsmægler, at Askgaard vil falde mindst 45 millioner kroner i værdi. Medregner man alle berørte arealer på ejendommen, er der tale om over halvdelen som følge af indsatsplanen.
Jens Peder og Thomas Rasmussen er selvsagt chokerede og slået ud.
Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse anlagde i 2019 sag mod staten med påstand om, at restriktionerne mod landbruget er EU-retsstridige. Der mangler simpelthen sammenhæng og systematik, ved det at myndighederne kun regulerer landbrugets dyrkningsflade, og lukker øjnene for uhyrlige tons urenset spildevand i vores vandmiljøer og læk fra gamle lossepladser.
Vi har netop dokumenteret vidt og bredt, at landbrugets dyrkningsflade er helt uden skyld i sløjfede drikkevandsboringer. Ved hjælp af data fra GEUS har vi påvist, at ikke én eneste af de i alt 97 sløjfede boringer de sidste 20 år er sløjfet som følge af landbrugets dyrkningsflade. Det er derimod såkaldte punktkilder såsom lossepladser, vaskepladser, industrigrunde samt både det offentliges og privates brug af ukrudtsmidler, maling med mere.
En knust drøm og en økonomisk usikker fremtid er hvad brødrene Rasmussen og deres familier ser lige ind i.
Det er skammeligt, at staten og kommunerne ikke vil forholde sig til de fakta, vi har fremlagt, og det er grænseoverskridende krænkende, at en kommune forsøger at presse omlægning til økologisk drift ned over hovedet på lodsejere som brdr. Rasmussen, der hverken har interesse i eller produktionsapparat til økologi.
Det er simpelthen ikke et retssamfund værdigt på denne vis at trække gulvtæppet væk under et ordentligt, rentabelt og samvittighedsfuldt drevet landbrug, der ligesom andre landbrug beviseligt er uden skyld i pesticidfund i drikkevandsboringer.